Dette indlæg er et typisk eksempel på, hvordan en person oplever at gå igennem en sygemeldingsproces.

Jeg havde håbet på, at en kort pause fra arbejdspladsen ville få mig på rette spor igen, men ugerne gik uden at jeg fik det bedre. 

”Jeg kunne ikke trænge igennem til min arbejdsgiver. Jeg havde gang på gang forsøgt at ytre min frustration i forhold til de udfordringer, jeg stod overfor på arbejdspladsen, men min arbejdsgiver greb ikke ind og gjorde ikke noget, der konkret kunne hjælpe mig. På dette tidspunkt kunne jeg ikke tænke klart. Jeg følte mig presset og afmægtig og den eneste udvej for mig var en sygemelding. Jeg måtte på afstand af det hele – nok et par uger.

Jeg håbede på, at en kort pause fra arbejdspladsen ville få mig på rette spor igen, men ugerne gik uden at jeg fik det bedre. Da jeg havde været sygemeldt et par uger, fik jeg det faktisk meget værre. Jeg fik angstanfald, som var svære at håndtere og angsten i sig selv gjorde mig bange.

Jeg blev hurtigt klar over, at der skulle et mirakel til, hvis jeg i løbet af en så kort periode skulle være på højkant igen, men jeg håbede naivt på det.

Allerede efter en meget kort tid med sygemelding, mærkede jeg min families bekymring for, om jeg overhovedet formåede at vende tilbage til arbejdet igen. Det gjorde rigtig ondt, da det gav mig en følelse af manglende forståelse fra deres side. Presset blev større med tiden og efter nogle måneder, begyndte jeg også selv at tvivle på, om jeg kom tilbage til arbejdspladsen – jeg havde efterhånden sværere og sværere ved at rumme nye indtryk og fik derfor en tendens til at isolere mig fra omverdenen.

Kontakten med arbejdspladsen blev også dårligere og dårligere. Jeg følte et enormt pres de gange, jeg var til møde med arbejdspladsen. Jeg følte, de ville have konkret svar på, hvornår jeg var tilbage. Jeg ville ønske jeg kunne give dem et svar, men jeg anede det ikke.

Jeg havde en forventning om, at hjælp fra en læge og psykolog ville kunne få mig hurtigere igennem det jeg stod i. Men i stedet blev jeg endnu mere i tvivl om, hvordan jeg skulle forholde mig. Lægen opfordrede mig til, at jeg skulle holde kontakten med arbejdspladsen, mens psykologen sagde det stik modsatte. Hvem skulle jeg lytte til? Jeg var forvirret over, at to autoriteter, jeg havde troet jeg kunne læne mig op af, sagde noget forskelligt. Igen følte jeg, at jeg stod helt alene i det. Jeg kunne altså heller ikke få den hjælp, jeg havde brug for af professionelle.

Efter 5 ugers sygemelding, modtog jeg et anbefalet brev fra min arbejdsplads. Det var en fyreseddel. Jeg var grædefærdig og følte mig for alvor svigtet og røvrendt. Jeg havde ofret mig for arbejdspladsen og gået over min egen grænse et utal af gange, fordi jeg var så ansvarsbevidst. Derfor følte jeg mig ualmindelig uretfærdig behandlet. Jeg følte mig ligegyldig og intet værd som menneske. Jeg havde ikke set fyrresedlen komme. I dag kan jeg godt se, at det var en naiv tankegang. Virksomheden må have set fyringen, som deres eneste udvej, i forhold til det de stod i. De havde selvfølgelig fundet på en anden årsag til fyringen end mit fravær.

Jeg brugte et par dage på, at komme mig over chokket. Men allerede efter kort tid, gik et lys op for mig – den fyreseddel, var det bedste der var sket mig længe. Når jeg nu ikke selv kunne sige fra, havde de gjort det for mig. Selvom det var en hård måde, det foregik på, kunne jeg efter et par dage mærke små fremskridt. Nu behøvede jeg ikke at forholde mig til arbejdspladsen mere, men i stedet koncentrere mig om mig selv.

Efter 4 måneders sygemelding havde jeg langsomt fået det bedre. Jeg var langt fra på toppen, men var nået til et punkt, hvor jeg simpelthen bare ikke gad, at være syg mere. Jeg havde en følelse af, at jeg stod et sted, hvor jeg i hvert fald ikke blev mere rask af, at være hjemme”.

Gad vide, hvad sådan en typisk oplevelse gør ved os? Hvad tænker du?