Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Hvad sker der egentlig med tilliden til sig selv, når man som førstegangsforældre over lang tid har forsøgt at hjælpe sit barn, uden at man sådan ser, at det lykkes? Det skal vi tale om i det her afsnit. Velkommen til, Hans-Erik.
Hans Erik Foldberg: Tak.
Leon: Inden vi sådan dykker ned i det her, så sluttede jeg jo forrige afsnit med et spørgsmål i forhold til den situation, som Thea på 18 måneder og hendes mor står i, nemlig om man overhovedet som midaldrende mandlig behandler, som dig, har fantasi til at sætte sig ind i, hvordan en førstegangsmor som Ninna har det i de her situationer.
Hans Erik: Ja, når man selv har stået i det og har været på herrens magt, så tror jeg, man kan have fantasien. Men jeg har aldrig nogensinde prøvet noget, der har varet så længe. Jeg har altid reageret på det lynhurtigt og gjort noget ved det, hvis der var et problem. Jeg har fem børn. Men jeg bliver bare nødt til at sige, at jeg tror faktisk, det er fantasien, der kniber ved de fleste, der møder sådan en situation som det her. Jeg tror også, at de behandlere, der har været på vejen, kan have en tendens til at tænke, kan det her være så galt? Er der overdrevet lidt, eller hvad er det? Eller man har ikke fantasien til at sætte sig ind i, hvordan det er nat efter nat efter nat efter nat. Jeg tror, det er hovmod, hvis man siger, at man har fantasien til det. Men man bliver bare kørt ud på et sidespor. Når jeg kigger ind i kinesisk medicin og ser det her system, som skal lave flow, og når det ikke fungerer, så er det, vi ser, det mest vanvittige. Det her med det pludselige skrig, når man vågner op. Det er her, vi ser, at der kan være night terror i det, men det er i familie med den her måde at vågne op på. Og et nervesystem, som bliver så terroriseret af den her tilstand, hvor der ikke er et sædstrækkeligt flow, der ser vi de her tilfælde. Så det er fagligt. Jeg ved, at det, som Ninna går ind og fortæller om her, ja, det finder sted. Men det er heldigvis ikke ret mange forældre, der er udsat for det i det omfang.
Leon: Inden vi kommer derhen til det spørgsmål, jeg oprindeligt startede med, nemlig det her i forhold til tilliden til sig selv, så kan det være, at vi lige skal ridse sig op, hvad det er for en situation, som vi står med. Ninna er mor til Thea på 18 måneder, som lige siden hun var spæd har døjet med dårlig søvn og mange opvågninger. Der har også været en masse sygdom og uro, og fra da Thea var omkring 12 måneder, så er der begyndt at opstå en række mellemørebetændelser. Oven i det her, ja, så har Thea vågnet op til 20 gange hver nat i skrig. Mor Ninna har så taget lille Thea med over på yogabolden, hoppet lidt over i sådan en slyngevugge med motor, der også kan hoppe lidt, og så tilbage i seng. Det er der, vi er.
Hans Erik: Alt sammen for at regulere et nervesystem, som er fuldstændig spændt op.
Leon: Og så siger hun det her i sidste afsnit Ninna med, at hun har en P.hd. i Thea. Hun har læst op på det hele og undersøgt hver en krog af internettet, kunne jeg forestille mig, når hun siger på den her måde. Alligevel, så bliver Thea jo gennem halvandet år jo ved med at have det skidt på en eller anden måde. Så spørgsmålet det er så, kan det gå ind og gøre noget ved tilliden til sig selv som førstegangsforælder? Altså dermed, burde jeg have gjort noget anderledes? Skulle jeg have gjort noget anderledes?
Hans Erik: Jeg tror, de fleste forældre, når de har noget, der lykkes med deres barn, bare en 3-4 døgn, så er man der, hvor ens tro på sig selv og tilliden til sig selv, den begynder at smutte. Men det er jo virkelig noget af det, jeg så fra starten af, hvor Ninna kom med Thea, at Ninna var utrolig god til at holde sig oppe. Og jeg roste hende faktisk allerede for anden gang og sagde, det er altså vildt, hvordan du virkelig går ind i det, og har evnen til faktisk at kan hjælpe nogle ting på vej med de redskaber, som hun nu havde. Så der er Ninna altså bare lige noget speciel her, vil jeg sige, men selvfølgelig bliver man berørt af, at tingene ikke lykkes. Hvis vi skal have selvtillid som mennesker, så skal vi få held med det, vi gør, og den måde, vi går til det. Ellers finder vi en ny måde at prøve at gå til det for at få held med det. Og det er jo egentlig den måde, vi som mennesker bygger kompetencer op, det er, at vi har tilliden til os selv, til at vi kan finde en vej, som vi kan få til at lykkes. Og der kan man så sige, Ninna har jo haft det i forbindelse med, hvordan hun skal håndtere det, når hun vågner op. Der har hun jo helt bestemte metodikker, så på den måde har hun jo kunnet bevare hendes tillid til, jeg ved lige, når det er det her, der er galt, så skal jeg gøre sådan og sådan og sådan, men jeg skal så bare være på vagt og få det gjort.
Leon: Vi skal lige høre Ninna fortælle lidt om lige præcis det her også, men inden jeg sætter det klip i gang med Ninna, så skal vi lige have en slags bonus-info med fra dengang, hvor Thea blev født. Der var lidt problemer eller udfordringer med at få gang i amningen, altså med at få mad i Thea, og derfor så besluttede man på sygehuset og – det er Ninnas ord det her – at pumpe Thea med mad, altså fylde noget mad i maven på hende. Det skal vi bare lige have in mente når vi hører den her fortælling fra Ninna, hvor hun fortæller lidt om det der med, om man godt kan miste troen på sig selv.
Ninna Friis Pedersen: Altså det der med, om man gør det godt nok, og kunne jeg have gjort noget anderledes, altså det har jeg sagt til min mand nu, at jeg ved i hvert fald næste gang, at for eksempel med amning hvis det ikke kommer op at køre lige med det samme, så må du gerne sige nej, altså så skal vi ikke op og pumpes med mad. Vi skal lige have en dag, hvor vi lige slapper af, og hvor moren lige kommer til sig selv efter en fødsel, fordi det er jo mega hårdt og mega omvæltende, og bare det… Nu tog min 42 timer i et smertemareridt, hvor kroppen skal have lov til at lige komme sig, og så kommer man hjem og kan få ro på, så skal det nok falde til ro, og det ved man næste gang, så har man en helt anden ro, tror jeg. Vi har jo vidst hele tiden, at der bare er noget med ørerne, og jeg har sagt det flere gange, og vi har også været ved ørelæge, hvor de siger, at det der er ikke noget, og så er vi ret sikre på, om hun kunne have haft noget silent reflux, der helt sikkert har drillet, siden det der med, at hun ikke ville køre bil og ligge ned og barnevogn, og det skulle jeg nok have banket lidt mere i bord med, at hun skulle være undersøgt for.
Leon: Så det er sådan en mavefornemmelse, forældrefornemmelse, som du er begyndt at stole mere på, eller lytte mere til?
Ninna: Helt sikkert, det gør jeg nu. Altså også, hvis der er noget, jeg gør, hvor andre folk måske ikke er enige, så er jeg sådan set ret ligeglad, fordi jeg ved, at min mavefornemmelse er rigtig god, og at jeg kender hende så godt. Og får også ofte at vide af folk, at vi har et rigtig godt bånd. Selv Foldberg, han fortæller mig, at vi har et specielt bånd sammen, og at det er ret unikt, så det skal vi holde ved, og at jeg kender hende virkelig godt.
Leon: Ninna, hun fortæller her om det, som jeg kort kan opsummere som at være et emne om mavefornemmelse. En mavefornemmelse, som hun begynder at lytte mere til og stole mere på. Hvad er en mavefornemmelse egentlig? Kan du definere en mavefornemmelse?
Hans Erik: En mavefornemmelse, det er jo der, hvor vi reagerer på noget ubevidst. Altså, det er fuldt bevidst, men vi har sådan en intuition af at fornemme noget, der kan være noget på spil. Og når det kommer til mødre og deres børn, så bliver jeg bare nødt til at sige, at det skal vi altså lytte til. Altså en mor kender det der med at vågne op en sekund eller to, før barnet vågner op. Altså, så tæt er mor og barn knyttet de første år. Og det er jo ikke kun, at et barn vågner op, der kører af kommunikation mellem to individer. Det er jo også alle mulige andre ting, alle mulige andre ubalancer, som man som mor og til dels som far kan fornemme. Og det mener jeg virkelig, at man skal se efter at reagere på. Fordi hvis ikke man reagerer på det, så er der også nogle ting, man overser. Vi kan diskutere, om det går ud og bliver til omsorgssvigt. Det kan det vel i nogle tilfælde.
Leon: Altså, du tænker, hvis man har mavefornemmelse, der siger noget hele… Altså, hvis man kommer med alle mavefornemmelser…
Hans Erik: Ja, og så siger du, at jeg vil ikke være tosset i hovedet. Jeg afviser det konstant. Fordi det er jo nogle af de her mavefornemmelser, som jo holder hjem også.
Leon: Jeg kunne godt tænke mig at lige bringe et par tal i spil for dig, der har lavet et studie i år 2026 af et par tusind finske børn og unge, som er kommet ind på akutmodtagelsen på skadestuen eller på sygehuset. Når man kigger på, hvor bekymrede forældrene i de her tilfælde har været, for at der skulle være noget alvorligt galt, det var i 91 procent af tilfældene. Det giver sådan meget god mening, ikke? Altså, man tager sit barn med ind, og så er man jo bekymret. Så det er 91 procent af tilfældene. Så er det måske en far, der har taget med de sidste ni procent, der har sagt, at mor sagde… I fire ud af fem af de her tilfælde, der viste det sig så, at der ikke var noget alvorligt galt. Men den sidste, altså en ud af fem, lige knap en ud af fem, 17,5 procent af tilfældene, der var der noget galt. Så hvis vi sammenholder de her tal med det, du lige har sagt om mavefornemmelsen.
Hans Erik: Ja, så skal vi altså reagere, for vi skal jo få øje på de der sidste en ud af fem tilfælde. Og så skal vi jo lige huske, at selvom der er fire ud af fem tilfælde, hvor der ikke er noget alvorligt, så er det jo ikke det samme, som at der ikke er noget galt. Fordi man får en information, der er en mistrivsel på en eller anden måde. Der er i hvert fald noget anderledes adfærd hos barnet, som gør, at man bliver gjort opmærksom på, at der er et eller andet galt. Og når der er en anderledes adfærd, så er det jo en ubalance af en eller anden art. At vi ikke fysiologisk altid kan se de her ting, det er jo ikke det samme, som der ikke er noget galt. At det ikke er så alvorligt, det er livstruende. Men der er jo også noget imellem, at noget er livstruende, og så er der ingenting galt. Der er ligesom også et spillerum. Og så kan man jo sige, så er det jo typisk det, man går videre med. Jamen, er det her bare noget, vi skal lige se tid den an eller skal det lige have lov at falde til ro af sig selv? Mange ting går jo over af sig selv også. Og hvis alt det går over af sig selv, så er det jo ofte der, vi kommer ind på banen og finder ud af, med vores måleteknikker, at der er noget her, der er en total overspænding i, eller noget, der fungerer utilstrækkeligt, eller hvad det er. Og det er jo det, som vi så i nogle tilfælde kan se med et barn, som Thea. Jamen, altså, der går at, man bliver halvandet år gammel, før man faktisk kommer og får den hjælp, som man har haft behov for.
Leon: Så udfordringen kan være det der med, at der kommer nogle forældre og siger, her er noget galt. En læge på akutmodtagelsen siger, der er ikke noget alvorligt galt, men også at tage den et sted videre. Det har man jo så også gjort. Man har jo forsøgt at sende til kraniosakralterapi og fysioterapeut og kiropraktor, og der er blevet lagt dræn – hun har jo haft et hav af mellemørebetændelser.
Hans Erik: Ja, det kom jo så senere med mellemørebetændelserne, men der er jo mange gange, at en kraniosakralterapi kan hjælpe på vej med de her ting. Altså virkelig kan få nervesystemet til at falde til ro, få ryggen korrigeret en lille smule eller en kiropraktorer det samme. Og fysserne har også nogle teknikker. Og det er jo, at de her tilgange, de bliver jo ikke brugt, hvis ikke de havde deres effekt til tider. Så vi bliver nødt til at agere som forældre, når der er noget, der ikke fungerer, når der er en trivsel, der ikke fungerer ind i hverdagen. Det er altså et vigtigt budskab.
Leon: Vi skal lidt hen til der, hvor der så kommer et vendepunkt, hvor det begynder at løsne sig lidt op for Thea. Og det blider lidt lettere at være Thea men også ninna og formentlig også Theas far, når han kommer hjem i weekenden. Vi skal tale lidt om det der med, når noget har været så fastlåst, til at det næsten har udviklet sig til at være sådan et permanent tilstand. Det er sådan, det er til, at boblen lige brister, og så er der frit flow igen.
Hans Erik: Så er der lysning.
Leon: Og det har der i den grad også været brug for, for når Theas far så er kommet hjem på weekenden, og selvfølgelig gerne vil hjælpe til, så har det faktisk ikke været muligt.
Ninna: Nej, ikke om natten. Han har prøvet nogle enkelte gange, hvor han sådan kunne tage og hoppe, så jeg i det mindste ikke skulle op. Men mange gange, så blev hun rigtig ked af det. Men det har han fået lov til nu. Nu er hun ved at være fars pige. Nu bliver han bedt om, at nu kan godt komme her og hoppe, og om morgenen der, så kan han godt komme ind. Vi blev lidt mere sammenstøbt igen, i forhold til før. Det var meget, at han kunne lige blive ude på sofaen, fordi så passede det med, at når han var klar til at komme i seng, så vågnede hun. Nu må han godt komme ind i seng. Det er lidt nemmere, og jeg kan også gå fra hende igen nu. Før der kunne jeg jo ikke gå fra hende inde fra sengen af. Så nu kan jeg gå ud og få ordnet de der praktiske ting, som man nu gerne vil have ordnet om aftenen.
Leon: Lige her hører vi jo faktisk noget, som vi har hørt før. Nemlig i afsnit 65 og afsnit 66, der handlede om Vester, som jo også var – ja, nogen en vil kalde ham “morkjælle”. Altså morsyg, og hvor far heller ikke kunne bruges. Til lige pludselig, at det vender, at Vesters far kunne godt bruges. Og nu kan Theas far altså også bruges, således at Ninna også kan blive aflastet lidt. Nu får hun så lavet nogle andre ting i stedet for. Hvor er de henne i processen her? Hans Erik: Jamen altså der, hvor vi har Thea, det er der, hvor vi egentlig har fået at ryddet op i det. Der er jo masser af det her uro i hendes system. Noget af uroen, som hun har haft helt fra lille, har også været med til på et senere tidspunkt at give mellemørebetændelse. De har været meget angrebet de sidste lille halve års tid, eller sidste måned, op til at de kom for at få hjælp her med mellemørebetændelse. Og når man har den ubalance, hvor der ikke er flow, tilstrækkelig flow, så kan de lave mellemørebetændelse, mellemørebetændelse eller symptomer som mellemørebetændelse igen og igen og igen. Vi har Thea i rimelig balance. Vi mangler at få hendes immunsystem til at fuldt at komme sig igen. Og når det ligesom er på plads, så har vi et barn, der er godt kørende igen. Så at få bygget en organisme op, der kan være flere lag i det. En gang imellem er der nogle ubalancer, som er lidt mildere, måske nogle svækkelsestilstande. Der får vi ikke så meget støj fra kroppen. Og så har vi nogle tilstande hos mennesker, hvor der er virkelig spænding på, eller vi kan forestille det som overtryk. Det er det, vi taler om i sådan et tilfælde som Thea. Og hvis man får det reguleret ud, så lider kroppen bare ikke i stilhed. Den gør virkelig opmærksom på sig selv. Og det skal balanceres ind, og det tryk skal lægges ned igen. Når man først får det i gang, så ser man et barn, som er kærlig og som tør at være i verden og gå andre mennesker imøde. Når vi ser det her med et barn, der ikke reagerer på den måde, så skal vi altså forstå, at der er noget galt. Også selvom vi får at vide, at der ikke er noget galt. Nej, det vi får at vide, det er, at der ikke er noget alvorligt galt. Der er ikke noget, der kræver indgriben af medicinsk vej. Men det er ikke det samme som en krop, en organisme fungerer. Vi skal virkelig forstå det her med, hvordan det er, at kroppen naturligt skal fungere. Hvordan det er, at et barn naturligt skal fungere. Og når der er udfald på det, så skal vi finde ud af, hvordan vi kan hjælpe det på vej. Det er det, jeg synes er fantastisk med kinesisk medicin. Det er, at det kører altid efter, hvordan understøtter vi kroppen i den normale funktion? Hvordan understøtter vi den til at komme tilbage på normal vej igen?
Leon: Og det har betydet noget for familien Thea. For både Thea og mor og far. Fordi Thea er et andet barn i dag, fortæller Ninna.
Ninna: Hun er i hvert fald mere af et roligt barn. Og førhen, det var jo hele tiden også til lur om dagen. Der skulle hun også hoppes. Hun har heller aldrig kunne sove i børnehaven og køre bil. På grund af det hele har drillet. Det kunne hun først, da hun blev et år. Der begyndte vi med barnevognen oppe i dagplejen. Hun synes ikke, at det var det fedeste. Men det er jo en leg nu. Hun går selv ud til sin barnevogn. Pakker sig ind og er klar til at putte. Men det er fars job. Det må mor helst ikke blande sig i. Og det er også noget nyt. At det er ham, der skal det. Så hun er en anden pige og meget mere tillidsfuld og tryg i relationer. Hun er ikke så nervøs. Også aflevering i dagplejen. Hun springer over i dagplejemorens arme. Det gjorde hun heller ikke før. Da ville hun med mor hjem.
