Infertilitet, gentagne aborter og fertilitetsbehandling sætter dybe spor – ikke kun i kroppen, men i psyken og parforholdet. I dette afsnit taler vi om, hvordan man kan stå stærkt i følelserne midt i en sårbar graviditetsrejse.
Vi følger Maja, der har været igennem 11 mislykkede graviditeter, herunder sene aborter og traumatiske forløb, og som beskriver både sorg, depression og efterfødselsreaktion. Vi hører også Rikkes historie om fertilitetsbehandling, hormonpåvirkning og en livsomlægning fra kontrol og perfektion til mere ro og tillid.
Hans Erik Foldberg sætter ord på, hvordan traumer lagres i nervesystemet, hvordan tankestorm og alarmberedskab kan dræne kroppen, og hvorfor robusthed, fleksibilitet og følelsesmæssig balance er afgørende for fertilitet og graviditet. Afsnittet handler om holdefunktion, stress, parforholdets dynamik og om at skabe overskud i organismen, så liv kan trives – også når håbet har været tæt på at briste.
𝐈 𝐝𝐞𝐭𝐭𝐞 𝐚𝐟𝐬𝐧𝐢𝐭 𝐭𝐚𝐥𝐞𝐫 𝐯𝐢 𝐨𝐦:
• Traumer efter gentagne aborter og deres indvirkning på nervesystemet
• Tankemylder, stress og depression i fertilitetsforløb
• Holdefunktionens betydning ved tilbagevendende graviditetstab
• Sundhedsidealer, kontrol og behovet for tillid og overgivelse
• Forskellig sorgbearbejdning i parforhold
• Efterreaktioner og psykisk sårbarhed, selv når det endelig lykkes
𝐇𝐯𝐞𝐦 𝐞𝐫 𝐦𝐞𝐝?
Maja Dohn Snejbjerg og Rikke Holm i samtale med akupunktør Hans Erik Foldberg og vært Leon Rask Sørensen.
𝐋𝐲𝐭 𝐡𝐯𝐢𝐬 𝐝𝐮…
• kæmper med infertilitet eller gentagne aborter
• oplever stress, tankestorm eller følelsesmæssig overbelastning i en graviditetsproces
• vil forstå sammenhængen mellem psyke, nervesystem og fertilitet
• ønsker større robusthed og ro i en sårbar periode af livet
Læs afsnittet:
Afsnit 18: Fertilitet: Stå stærkt i følelserne
Leon Rask Sørensen: Velkommen til Det Fantastiske Menneske og tredje afsnit i vores lille miniserie om fertilitet. Velkommen til dig, Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Tak.
Leon: I dag skal det handle om de følelsesmæssige udfordringer, som kan opstå, når man gennemgår en graviditet, som måske ikke går sådan helt planmæssigt. I de forrige to afsnit har vi stiftet bekendtskab med både Rikke og Maja. Dem kommer vi til at beskæftige i os med, også i det her afsnit. llerførst skal vi lige have genopfrisket, hvad det er, Maja har været igennem.
Maja Dohn Snejbjerg: Vi har haft 11 mislykkede graviditeter. Tto, hvor jeg har født små drenge, der ikke overlevede, og haft en graviditet uden for livmoderen, og så haft otte spontane aborter udover. Og der er fem år imellem vores drenge, så det er fem år, hvor min krop ikke har lavet andet andet end at være gravid, ikke gravid, gravid, ikke gravid i den kamp. Først var det en graviditet uden for livmoderen, hvor jeg blev indlagt, hvor hele min bughule var fuld af blod, og de var nødt til at fjerne det operativt. Så gik der nogle måneder, så var jeg gravid igen. Så var det en spontan abort på arbejdet, og det var sådan hele tiden. Og så var der i 2019, hvor jeg var gravid med min søn Gabriel, som vi mistede, hvor efter uge 12-scanning og nakkefoldscanning og sådan noget, så søger vi sygehus, hvor jeg er omkring uge 16, hvor jeg har det underligt i kroppen, og de siger, der er ikke noget i vejen. Jeg har det underligt i kroppen, jeg har det ikke godt, jeg har det skidt. Jeg kan mærke, som om der er noget, der ulmer. Nu har jeg jo en søn, så jeg ved jo godt, hvad veer er. Jeg ved jo godt, hvad plukveer er, jeg ved jo godt, hvad efterveer er. Og den der utilpasshed af muren, den har jeg i kroppen. Og de siger, når jeg ikke er så langt henne, så kan de ikke måle det. Men jeg kan jo mærke det, jeg ved jo godt, hvad det er. Jeg har jo prøvet det før. Jeg ved bare, at det skal komme på et andet tidspunkt end lige der. Så jeg er jo nervøs, og jeg er bange. Min krop, den kæmper. Jeg er fysisk og psykisk slukket.
Leon: Så det, Maja gør i forhold til det sidste, hun nævner her, det er at reagere på den her fornemmelse, hun har i kroppen, søger noget faglig hjælp, som beroliger hende og siger, der er ikke noget i vejen. Alt er i orden. Så må man vel gå ud fra, at det er rigtigt.
Hans Erik: Det er det, vi håber på. Eller det er i hvert fald ud fra, hvad man kan se. Og jeg bliver bare nødt til at sige, når man står på den anden side af en gravid kvinde, så er der rigtig mange tvivlsting, der kan komme op. For der er masser af fornemmelser, der kan komme. Man føler sig ondt lidt tilpas. Man føler sig lidt svimmel. Man føler sig lidt kvalm eller meget kvalm. Nå, det er så det, vi plejer at få at vide, at det er et godt tegn. Det kan det være, det behøver det ikke at være. Der kan være trækninger i maven. Der er så mange symptomer, som man kan have. Men en ting, man skal være sikker på i forhold til kvinder, man skal aldrig undervurdere deres fornemmelser. På den måde at forstå, at de kan godt have noget at have det i. Men den er igen svær, fordi der er så mange frygt-angst-mekanismer, der kan være i gang. Og når vi tænker på, hvad Maja går igennem, ja, så er det jo i den grad en frygt for, går det nu galt igen?
Leon: Ja, for hun har jo prøvet, at det er gået galt før. Også, jeg ved ikke, om man kan graduere det, men hun nævner blandt andet den her søn Gabriel, som de mister i 2019. Og så kommer det her igen, hvor hun begynder at få det underligt. Der er vel ikke noget at sige til, at hun reagerer, som hun gør, og ringer til lægen.
Hans Erik: Det er jo det, hun skal.
Leon: Vi skal lige tilbage til den her fortælling med Maja, hvor hun jo rent faktisk handler på sin intuition, tager til lægen, og lægen siger, der er ikke noget i vejen.
Maja: Jeg tager hjem til mine svigerforældre. Det er sådan et safe place, altså hvor min mand er på arbejde og sådan noget. Jeg har det ikke godt med at være alene. Og så hjemme i deres sofa, der springer vandballonen i min mave, hvor vandet simpelthen går. Og hvor min svigermor så kører mig på sygehuset. Vi ved ikke rigtigt, hvad vi skal gøre. Vi ved jo godt, det er galt, når det er så tidligt, og vandet går og er igennem fødsel, og hun er med til det hele og støtter mig i det hele. Men det er grimt. Og det er også et traume, jeg har arbejdet meget med. Fordi der var lang tid, hvor jeg ikke kunne have en menstruation uden at kunne lugte ham.
Leon: Maja beskriver det selv som et traume, det hun har oplevet….
Hans Erik: Det er totalt et traume… Det her er jo noget, hun vil kunne huske resten af sit liv. Fordi det er et kæmpe, kæmpe ønske, hvor noget er ved at gå galt, kroppen er i alarmtilstand. Hun har fornemmelsen af, at der er noget galt, og det bliver så bekræftet. Det går galt. Så det sætter sig dybt i et menneske, når man bliver udsat for det her. Og når det er på vej, så skal vi egentlig forestille os, at der er en kæmpe, kæmpe frygt. Og i forbindelse med en stor frygt, der har vores organisme evnen til at lave slow motion på, hvad der sker, forstærke alle sanseindtryk af, hvad der sker. Man kan se det for sig. Hun kan se det for sig. Hun kan lugte det, som hun siger. Hele den stemning bliver simpelthen filmet eller taget et billede af, og det ligger sig ind i hendes nervesystem. Så derfor, hver eneste gang, der er noget, der minder hende om noget af det, der sker i det her, ja, så står den klokkeklart for hende. Det er derfor, hun nævner det her, når menstruationen kommer. Så genoplever hun det igen. Og det er sådan, det er med traumer. Og sådan noget som det her, det kan faktisk sætte sig så stærkt, at det er med til at hindre, at hun på et senere tidspunkt faktisk ville kunne blive gravid.
Leon: Ja, hvordan det?
Hans Erik: Jamen, når det sætter sig ind… så snart frygten for, at noget kan gå galt, ligger eller bliver vækket ved Maja, så gør hjernen det, at den går simpelthen igennem alt, hvad den har været udsat for tidligere, hvor noget kunne gå galt. Det bliver simpelthen repeteret. Og det vil sige, så får vi et større alarmberedskab. Og det her alarmberedskab, det sætter bare i gang i forbrug af ressourcer. Det er noget af det, der dræner. Og på den måde kan det faktisk være med til at dræne til, at en graviditet på et senere tidspunkt ville kunne gå igennem. Så kan vi sige, hvor ved du det fra? Ja, det ved vi fra, at når vi har stået med mennesker, som har haft svære traumer i forbindelse med graviditet, aborteringer, ja, så har det været nødvendigt i en del tilfælde simpelthen at få de oplevelser forløst, få dem ud af vores organisme igen. Og så har vi set, jamen, så kunne det pludselig godt lykkes med en graviditet igen. I nogle tilfælde har det været bremseklods i forhold til, at man kunne køre en hel graviditet igennem. Altså, at vi også der ser gentagende aborter. Når vi så har fået det ud af organismen, jamen, så ser vi en normal graviditet. Og det er jo så vel at mærke, når vi kan se, at det er en organisme, som har overskuddet energien, der skal være til rådighed for, at en graviditet kan køre igennem.
Leon: Men den murren og det, der ulmer i kroppen på Maja, er det det her alarmberedskab, du nævner, der ligesom kommer fysisk til udtryk? Eller hvad er den her murren og ulmen?
Hans Erik: Det er forandringen. I hendes tilfælde her, der er det forandringen, der er på vej.
Leon: Altså, der er det allerede i gang?
Hans Erik: Der er det i gang, ja. Og der kan vi jo så også godt sige, jamen, der er ikke nogen, der har svigtet i den her situation, men det er sådan, det føles. Der var nogen, der sagde, at der var ingenting i vejen. Er det et svigt? Puh, der er ikke noget at gøre.
Leon: De kunne ikke gøre noget ved det.
Hans Erik: Nej, lige præcis. Løbet er kørt. Men det er jo så det her, der er vigtigt at få det ind som erfaringer. Når jeg sidder og lytter til folks historie, de fortæller om, hvad de er gået igennem, så er det jo sådan noget, som er vigtigt, at man tager fat i og skal finde ud af, hvordan skal vi forholde os til det her? Hvordan er grundårsagen til, at hun får de her mange aborteringer? Det skal vi have klarhed på. Hvordan får vi skabt en stærk situation til den her organisme, så hendes tendens til at abortere den reduceres i; det her med holde-funktionen. Altså den funktion, som har ansvaret for, at man får de her gennemtagende aborteringer, den skalselvfølgelig være i orden. Men der er også det psykiske aspekt. Det skal også være på plads.
Leon: Hans Erik, du har været i det her game i mange år arbejdet med fertilitet og dermed så også infertilitet. Hvis du nu kigger 10 år tilbage, 15, 20, 30 år tilbage, kan du sætte et par ord på den udvikling, hvis nogen overhovedet, der har været i forhold til det at blive gravide, at være i en graviditet? Er der sket noget i de år?
Hans Erik: Jeg tror, at nogle af de ting, vi har været forbi med hensyn til Maja, det tror jeg som set er det samme, om det var for 50 år siden eller om det er i dag. Men det her med indflyvningen til at blive gravid for eksempel, der er der nogle stressfaktorer, som spiller ind. Når jeg så piger for 35 år siden som ville være gravid, så kunne vi se, 60-70 procent af dem, de var i væsentlig, væsentlig stress. Men den type af stress, der var dengang, det var, som jeg dengang sagde til hende, at du er i det hele taget klar til at blive gravid, med alt det, du skal nå, og du skal have styr på. Og der var der sådan meget nogle ting i forhold til, hvordan omgivelserne så på, hvad man kunne præstere i forhold til sin lejlighed eller sit hjem eller sit job.
Leon: Hvilken klapvogn og barnevogn, man skulle have…
Hans Erik: Nej, det var vi jo slet henne ved på det tidspunkt der, men det var sådan mere det indledende. Og det var meget at få folk ud af det stress og jag. Der vil jeg sige, sige, når vi kigger de sidste 10 år tilbage, så er det nogle andre idealer, som kører løs. Vi har fået træningen ind over for eksempel, det havde vi dengang, så den stress, der var i forhold til træningen og hvordan man så ud, altså ikke, hvordan det så ud, men hvordan man så ud, det har rykket meget tættere på, så det blev meget tættere personligt, det press eller det stress, som kører løs i forhold til, at man skal være gravid, og hvordan man skal være op til, hvordan man skal være sund. Altså, vi har haft en bølge med mad og motion, som virkelig er skyllet ind over os de sidste 10-15 år, og det spiller en afgørende rolle.
Leon: Og det er jo også noget af det, som Rikke jo i den grad har taget til sig. Rikke, som vi også har mødt. Rikke, som jo, jeg troede hun levede super sundt – troede hun. Det gjorde hun jo også langt hen ad vejen. Udfordringen med Rikkes situation var bare, at det var ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt i forhold til at blive gravid.
Hans Erik: Nej, fordi hvad er sundt, når man gerne vil være gravid? Hvad er sundt, når man er blevet gravid? Noget af det, som vi i den grad skal have fat i, i en graviditetsproces, i et graviditetsforløb, det er at kan læne sig mere over i en form for tillid, i en form for afklarethed, en afslappethed.
Leon: I forhold til sig selv?
Hans Erik: I forhold til det at være. At være som menneske i det hele taget. Og der kan man sige, nogle af de der bølger, eller de bølger, vi har haft med kost og motion, det levner ikke stor plads til en afslappethed eller en tillid. Nej, det levner plads til, at nu skal jeg have styr på og jeg skal sikre mig, at jeg lever op til at være sund. Måske er jeg selv skyldig i det, hvis det sådan ikke kan blive gravid. Måske, fordi jeg ikke har levet sundt. Men hvis det krammer over, og det kan det altså let gøre med de sundhedsidealer, vi har i vores tid, som også er det, der forårsager, at 42 procent af vores unge piger mellem 18 og 25 år er i væsentlig mistrivsel. Det ligger rigtig meget ind i det her, ud over selvfølgelig, hvad vi har med Facebook osv., sociale medier. Men det her med at få det lavet om til, at vi slapper af, det er noget af det, jeg skal have lagt ind i mennesker, som har svært ved at blive gravid, hvor de her ting løber afsted med os.
Leon: Så det er også en snak, du har haft med Rikke, og hun tager det i hvert fald til sig, og hun ændrer også på måden at leve på.
Hans Erik: Helt klart. Og det er jo en modningsproces, så derfor skal vi være klar over, at det tager tid. Det kan vi ikke bare lige omstille. Nu tager jeg lige den her programmering, som jeg har kørt med, og som jeg har troet på, den laver vi lige om til en anden. Men det er jo vigtigt, når jeg står og skal hjælpe mennesker, at jeg får kørt bevidstheden, tilgangen til det at blive gravid, over på noget, der er bæredygtigt i forhold til, at en graviditet kan finde sted. Det, vi skal huske i forhold til en graviditet, det er jo overgivelsen imellem to mennesker. Altså kvinden skal jo ikke være i fuldstændig kontrol, når det er sådan, hun skal blive gravid. Hun skal være i tillidog overgivelse.
Leon: Lad os lige høre, hvad Rikke siger om den her transformation fra det ultrasunde, kontrollerede liv, til det lidt mere afslappede.
Rikke Holm: Jeg vil sige, at det første år var svært. Det første halve år var nok det sværeste, tror jeg. Det her med at skulle omstille sig fra et syn på, hvordan man skulle se ud, og hvordan man skulle være, hvis man skulle være sund, eller være god nok, eller hvad man skal sætte ord på det, til at være godt for mig. Egentlig også som person, og det at have det godt. Hvad betyder det egentlig? Hvis jeg kigger tilbage, så kan jeg godt se, at jeg havde det ikke godt på mange måder, fordi jeg skulle jo så meget. Det var mere det her skal, end det var lyst.
Leon: Når Rikke ser tilbage på det her forløb, hun har været igennem, den her livsomlægning, hun nævner det selv, at i starten var det svært. Det første år var faktisk rigtig svært. Hvad kræver det af et menneske at gøre det, som Rikke har gjort her?
Hans Erik: Det er jo at turde og se ind i, hvad er konsekvensen ved, at jeg tilgår min tilværelse på den måde, som jeg gør. Hvis jeg står i en evig kamp om noget, der ikke vil lykkes, så kan man vælge at bore sig ned i det, der ikke kan lykkes. Hvor urimeligt, uretfærdigt det er, og det er jo en klassisk, at det er det, der kommer til at ske for en. Eller man kan begynde at være nysgerrig på, hvor kan vi gå en anden vej, hvor vi giver adgang til, at livet, at vitaliteten, kan få fodfæste. Og det er det, der er drejer sig om det her. Det er et overskud. Det er en gnist, der skal være i vores organisme. Det er den, vi skal bygge op til. Hvis vi kører i, at noget skal passe ned i en helt bestemt stram kasse, så udrydder vi alt vitalitet, livsgnist. Man udmattes. Man går mere og mere i retning af stress eller noget depressivt, fordi man kommer til at køre fast. Og det er fordi, det er en blindbyde. Der bliver vi nødt til at se på, hvad er det, der skal til for, at liv trives?
Leon: Ja, nu siger du køre fast, men det kunne også være, at man bare kører det endnu hårdere på. Så må jeg spise lidt flere gurker, jeg må løbe lidt længere.
Hans Erik: Og der kører man fast. Det er bare et spørgsmål om, hvor meget vilje, man kan slå i den. Jo mere vilje, man kan slå i, jo længere tid, kan man køre det der hjul. Når viljen er ved at have brændt en ud, så kommer man automatisk til at overgive sig. Så det er egentlig et spørgsmål, om man vil tage den frivillige vej og få øje på, hvor er det noget andet, jeg skal have fat i, eller man skal trække sig selv igennem det ulidelige. Og nogen er rigtig gode til at trække sig rigtig langt. Det er dem, der er rigtig flittige. Men de belønnes bare af, når det gælder i forhold til fertilitet. Sjovt er det her, som jeg siger lige nu med, at det belønnes. Jeg har af og til hørt kommentaren; det her er simpelthen bare ikke retfærdigt. Fordi jeg kan se andre, de har bare let ved at blive gravid, og de har bare ikke styr på sig selv, eller styr på, hvordan de spiser osv. Jeg kan huske på et tidspunkt, hvor jeg så i klinikken, der var en par stykker som… Ja, der var en par stykker, tre, som vi kunne se, de har svært ved at blive gravid. Hvor pokker er det, vi kæmper med her? Og der kan jeg huske, at jeg spurgte Kristina, min bedre halvldel, hvad er der galt med dem her? Så sagde hun, kan du se, de to er dem. Prøv lige at se, hvor meget solarie, de har brugt.Så kom jeg til at se. Ja, gudskabende, altså. De så fuldstændig unaturlige ud, af at have været solarie. Det er bare en anden form for ekstremitet, som kroppen også skal finde ud af, hvordans skal den forholde sig til den her påvirkning? En alt for ensidig påvirkning, det gør kroppen rigid. Og det er det modsatte, vi skal have fat i, i forhold til graviditet. At graviditet kan opstå, at der er livsbetingelser for, at en graviditet kan køre. Der skal vi have det loose. Vi skal have fleksibilitet i vores organismer, men også i vores sind.
Leon: Og det opnår Rikke jo. Hun opnår indsigten i, at du får overbevist hende om, at hun er nødt til at ændre på nogle ting…
Hans Erik: Nej, jeg overbeviser hende ikke. Jeg lægger det ud, og hun ser ideen i det, og griber det lige så stille. Så der er ingen overbevisning i det her. Der er ingen tvang i det her. Det er en håndstrækning til, prøv at se sådan her, hvad tænker du om det?
Leon: Men hun forsøger det i hvert fald, og det giver så også pote i sidste ende.
Hans Erik: Jamen, hun er jo god.
Leon: Rikke har indsigten, den får hun i hvert fald. Maja, hun søger jo også indsigten. Altså, hun kan ikke få svar på, hvad pokker det er, der gør, at hun ikke kan få et barn.
Hans Erik: Og derfor er det så hårdt. Altså, det er så hårdt for hende, og det fortæller hun jo så også videre om, kan man sige.
Maja: Jeg har kæmpet med efterfødselsreaktioner, depressioner, og har haft selvmordstanker, og har kæmpet med psyken, og vi stadigvæk havde en drøm om at få et barn. Og vi vidste faktisk ikke om, altså, fordi vi var der hvor, nu kan vi ikke mere. Men jeg havde brug for nogen, der fortalte mig, nu skal du stoppe, eller det kan godt lade sig gøre. Altså, fordi lægerne kunne ikke give mig noget. Altså, sygehusvæsenet, og jeg synes, jeg havde gjort alt. Lægerne kan ikke hjælpe mig. Alle drengene blev jo sendt til obduktion, og de fejlede jo ikke noget. Der var ikke noget i vejen med dem. Og hvad jeg ikke har fået taget af prøver, i den ene og den anden ende, af blodprøver og test, og jeg har selv søgt på nettet, der er blevet sendt blodprøver til London, der er blevet sendt ting til Australien, fordi jeg ville vide, hvorfor mister jeg. Er det, fordi mig og min mand er en dårlig match? Altså, hvorfor fik vi vores første søn uden problemer, og hvorfor bliver vi ved med at miste? Der var bare en masse… Hvorfor? Der er ikke noget at se. Altså, hvis de nu havde sagt, at de havde glat hjerne, eller organerne var forkert, eller… Så er det jo naturens måde at udskille på, men de sagde, at de var sunde og raske, og de kunne ikke forklare, hvorfor de kom, som de kom.
Leon: Så alverdens læger kan altså ikke umiddelbart forklare, hvorfor at Maja og hendes mand mister igen og igen og igen, med masser af prøver og test, der bliver sendt ud til alle verdenshjørner. De siger, at der er ikke noget galt, der er ikke nogen, der fejler noget, vi kan ikke måle noget.
Hans Erik: Og det er jo fedt. Det er jo rigtig godt, at der ikke er noget galt. Altså, man kan finde, der er noget galt. Jeg tænker, med de mange aborteringer, jeg har været vidne til, så jeg skal ikke kunne sige, at det sådan hænger sammen, men vi kan se et mønstre i hvert fald, at når vi ser den svaghed, som Maja har her, så ser vi typisk ikkenogle fejl, når man begynder at undersøge på det, hvor der kan være andre ting, hvor man kan se, at der er genfejl, der er udviklingsfejl i det her. Det er det ikke med Maja.
Leon: Og hvad er det for en svaghed, du så siger, Maja har?
Hans Erik: Ja, det er jo det med holdefunktionen, som jeg før har været inde omkring, at det er egentlig det, der er problematikken, og holdefunktionen har indflydelse på, hvordan det her foster bliver holdt ved lige, bliver næret, og det er her kæden springer af i sådan en tilfælde som hende. Men det, der er forfærdeligt ved det for Maja og hendes mand, det er den her totale uvished. Lægerne forsøger jo virkelig at komme hende i møde med, vi skal have undersøgt det her, vi skal se, om der er noget, der kan give hende ro, på en eller anden måde. Lad os undersøge alle de specialister, vi kan finde i verden, som har muligheden for at sige noget om det her. Men igen, man kan ikke finde noget, og det er jo sådan set en ærlig sag, at man ikke kan finde noget. Men det er faktisk meget, meget vigtigt, fordi sammen med den her holdefunktion, der er det også det, at når noget ligesom bliver til overtænkning, eller altså tankerne løber løbsk, altså et menneske, som ikke kan se, hvilken situation man står i, eller kan se sig ud af den situation, man står i, der går tankerne altså bare i gang. Og det svækker faktisk yderligere det system, som har problemet i det her. Så Maja bliver hvirvlet ind i, at hjernen arbejder, arbejder, arbejder. Det bliver mere og mere urimeligt, det bliver mere og mere uretfærdigt, og sværere og sværere at være i. Så det kalder jo på totalt stress, eller det depressive.
Leon: Og det, som du siger, med den her spiral, og det, der kører rundt, netop jagten på at få det der svar, som ingen kan give hende simpelthen, der er ikke noget. Er vi over i noget tankemylder, altså hvad kalder man det?
Hans Erik: Ja, det er tankemylder, eller tankestorm. Vi kalder det tankestorm. Jeg har på et tidspunkt lavet et kursus, der går specifik på det, at man, vi kalder det, “kan du klare en tankestorm?” Og det er, hvordan får man ro på tankerne, når det begynder at køre i spiral? Men det har også noget med at gøre, at man skal jo have en form for vished. Og det er jo sådan noget, det vi kan tilbyde fra kinesisk medicin, det er evnen til at gå ind og kigge i kroppen, hvad er det, der sker? Og forstå, hvad er det for et mønster, som du repræsenterer? Hvad kan vi sige omkring det her mønster? Det er typisk noget, der er med til at give noget ro. Og roen, det er den, vi skal have fat i.
Leon: Og vi skal lige tilbage til Rikke en gang, som sætter lidt ord på det der med forskellen på at blive gravid og så det at være gravide sammen som et par.
Rikke: Jeg tror, han har været den, der har været mere rolig undervejs i processen, og har været den, der er mere positiv, hvor jeg har været måske meget destruktiv i perioder. Men det er jo selvfølgelig også mig, der har været igennem hormonbehandlingerne, og har været i overgangsalder fire gange, altså en kunstig overgangsalder, og boostet op igen og ned igen. Men der var han jo sindssygt god til at være den, der ligesom, det skal nok gå, og vi klarer det her, og sådan noget, til at nu er det ligesom mig, der har lidt overskud til at sige, det går nok. For eksempel var vi to jordemor i mandag,s så hun spørger, om vi skal prøve at lytte efter hjertelyd. Men det er ikke sikkert, hun kan finde det, for det er bare sådan en lille miniscanner. Og det første, han siger, det er jo bare nej. Det vil han ikke. For hvis der er en chance, hvor hun ikke kan høre det, så vil han ikke nej. Hvor jeg er sådan, det kan vi godt. Og får lige snakket med ham om det, og så vil han jo egentlig også gerne, og så gør vi det, og alt er jo fint. Men det her med, at vi på den måde kunne supplere hinanden lidt i det, at nu er det mig, der har lidt overskud til at sige, det kan vi godt, eller det skal nok gå.
Leon: Det var bare et eksempel på, hvor vigtigt det er at have hinandens ryg i sådan en proces, det er at være gravid eller at vente sig sammen. Også selvom at rollerne bytter undervejs.
Hans Erik: Det er jo det, der er så fint. Altså, skal vi dele livet med en anden person, så er det her jo et godt eksempel på, at vi skal være modsætninger. Hvis vi er fuldstændig ens i det, så håndterer vi jo tingene ens. En gang imellem er det brug for den ene styrke, en gang imellem er det brug for den anden styrke. Det er så fint her, at manden har været god til at bakke op. Rikke kommer på banen senere her, så er det lige pludselig hende, der skal have styrken. Og hun går ind og tager. Hun går ind og tager tingene. Så ja, fantastisk.
Leon: Og hvis vi lige skal runde Maja også, så oplever hun det en lille smule anderledes.
Maja: Årh, det er hårdt. Det er svært, fordi man minder hinanden om sorg. Og fordi, jeg ved ikke med andre parforhold eller kærester, men mig og min mand, vi havde ikke samme sorg. Altså, vi havde brug for at bearbejde på forskellige måder. Jeg havde meget brug for at tale om det. Min mand havde meget brug for at gå med sine egne tanker. Og det var virkelig svært, og det var hårdt. Men vi talte tit om det der med, at hvis ikke vi havde haft vores søn i live. Altså, vi havde jo en søn, vi også skulle være der for. Jeg var i sorg, og selvom jeg var i krise, selvom jeg var ked af min situation, så skulle jeg stadigvæk være mor. Jeg skulle stadigvæk være kone. Det har ikke været sjovt altid. Men det var på en måde også det, der holdt mig i live. Han var limen i det hele. Det er tarveligt at sætte ham i den situation, men det var han. Fordi det var det, vi kæmpede for. Og det var det, der gav os pusterum i at være glade. Gav os pusterum i at fejre små ting. Og have nogle mål. Fordi så handlede målet ikke om min mål, eller min mands mål, eller vores fælles drøm. Men det handlede bare om, at nu skulle vores søn have en oplevelse. Eller nu skulle vi gøre noget sammen med ham. Nu skulle vi være noget. Fordi det skal man også huske. Og hvis ikke vi havde haft ham, så tror jeg, at vi var sammen.
Leon: Maja og hendes mand bearbejder altså sorgen forskelligt, eller de har i hvert fald forskellige behov, og alligevel så finder de jo sammen om noget fælles i en svær tid. Hvor vigtigt er det?
Hans Erik: Det er ekstremt vigtigt. Og altså, det at de også finder ud af, når de er så forskellige som de er, at han vil gerne lukke sig lidt inden med det. At han faktisk får lov til at lukke sig lidt inde med det. En gang imellem så ser jeg nogle mænd, der bliver afkrævet, at nu skal vi høre efter, og vi skal tage ind sammen, osv. Men han får lov til at gå med det på den måde, som han nu har brug for at gå med det i et stykke tid. Hvilket gør, at så har han bedre kapacitet til det, når Maja så har brug for, at nu skal vi tage allesammen. For hun har virkelig brug for at blive tømt. Så der supplerer de jo bare hinanden så dejligt.
Leon: Og så er der også lige deres fælles søn, som bliver et omdrejningspunkt, hvor de så finder et afbræk der og siger, hår, vi skal også lige huske ham, vi skal også lige huske at være familien.
Hans Erik: Så det er bare så vigtigt at have øje for det her med forskelligheden. Nu kan vi høre det, når vi hører Rikke og Maja og deres familier. Men man skal også huske at tage den ind til sig selv, i det, man selv står i. Virkelig forstå det der med den forskellighed der, det er altså styrke, det er en fordel. Men gang imellem skal man give plads til, at den fordel også kan få lov at udspille sig. Så har man altså, så har man et stærkt fundament.
Leon: Og der er jo ikke nogen tvivl om, at Maja og hendes mand rigtig gerne vil have et barn mere. Det er jo derfor, at de bliver ved og bliver ved og bliver ved. På et tidspunkt, så når man vel til et sted, hvor nu er bægeret fyldt, nu er smertegrænsen for, hvor meget man kan holde til nået. Og der er Maja også lige ved at være.
Maja: Altså sidste gang jeg er gravid, og hvor det så lykkes, hvor vi får vores nummer to søn i live, der har vi samtalen, da vi er halvvejs i den graviditet. Går det her ikke, så skal vi ikke have flere. Fordi jeg kunne mærke, jeg har også været, jeg har været inde og vende på psykiatrisk, på grund af sorg over at miste drengene. Man kan blive så ked af det, at man ikke sover. Og når man ikke sover i mange døgn, så bliver man mærkelig. Så jeg var lige inde og vende. Af to omgange efter hver dreng vi har mistet. Og få noget stærkere medicin til at hjælpe og sove, fordi det måtte jeg ikke administrere derhjemme. Og det er også sådan en sort plet i bogen, fordi der er jo nogle ting, der går i gang, når der er en forælder, der bliver indlagt i psykiatrien. Så det er sådan lidt noget stolthed også. Og det der med, at når ens lille dreng skal med op og besøge en et sted, hvor man ikke skal med hjem igen og han spørger: Mor bor du nu her? Det var grimt.
Leon: Ja, der er ikke nogen tvivl om, at Maja har det svært.
Hans Erik: De har det svært. Leon, du har mest sympati med kvinden her. Jeg bliver nødt til at sige, at der er en helt mandegruppe her, som også har det svært. Fordi det her gør bare noget ved en. Statistisk ved vi for eksempel, at mennesker, som går igennem fertilitetsbehandling eller er infertile igennem et år, der er 15 procent kvinder. Yes, så du skal have medfølelsen med dem. 15 procent kvinder, som kommer til at udvise alvorlige depressionssymptomer. Mændene, der er 6 procent. Og mændene, der er det altid lidt mere influenza-agtigt. Alvorligt. Men det er de alvorlige depressionssymptomer. Og så er der jo mange, der bare lider under det. Hvor det ikke er alvorligt-alvorligt, men det gør bare noget ved folk. Og gå igennem det her, der kan man godt forstå, at der er nogen, som simpelthen ikke klarer det og som ender i skilsmisse osv. Det er for barskt. Og i forbindelse med Maja og hendes mand her, skal vi altså også lige tænke på, at det er altså fem år, de er gået igennem, hvor de har stået i situationer af uvished. Uafklarethed, frustration, uretfærdighed, urimelighed. Knuste drømmene, og håb, der falder til jorden. Så det er vanvittigt, hvad man går igennem.
Leon: Så når det endelig lykkedes, så skulle man jo så tro, at så er alle de der ting forsvundet, og nu er alt fuldstændig fryd og gammen, og lykken, den er gjort. Det er bare ikke altid sådan, det så også forholder sig i virkeligheden.
Maja: Jeg fik jo også en fødselsreaktion, efter jeg så havde fået min søn, hvor jeg igen kommer til at kæmpe med psyken, og med depression, og man skulle til at tro, at nu skal alting være godt, fordi man har været så intens i krise, i så mange år, og så er det endelig lykkedes, og så er det måske først der, at det går op for en, hvad det egentlig er, man har stået i. Og der kom en efterfødselsreaktion igen.
Leon: Så er du bare lige nødt til at forklare mig, når Maja siger det her, Hans Erik: Hun har prøvet i fem år 11 mislykkede graviditeter. Nu står hun så med et barn, og så alligevel siger det slambam, og så går hun fuldstændig ned med flaget. Hvorfor er det, at det sker?
Hans Erik: Meget logisk. Altså forestil dig, at du har levet sammen med en alkoholisk kvinde, og så endelig er sluppen ud af det, og finder en ny kvinde. Hvorfor er du ikke bare lykkelig bagefter? Kan du bare strege tavlen over, og så er det passé? Eller tror du, det begynder at vælte op, når det er sådan, du er kommet ud af den situation, der har været så ekstrem hård? Det er det, der sker. Efterreaktionen, det er, nu vil det til overfladen. Det er sådan, når der sker en for-letning i vores organisme, så sker der det, at vi får lov at føle glæden, og lykken virkelig banker igennem. Men så kommer kroppen over i en sindstilstand, hvor den siger, nu begynder jeg at have overskud. Nu er der noget, der er godt. Nu har jeg gået og samlet sammen på alt det, der har været galt. Forstil dig en depression, hvordan den trækker sig sammen i en, og man bliver fanget ind i sig selv, og er bange. Nu skal kroppen til at pakkes ud. Når den så begynder at blive pakket ud, så kommer, skal vi kalde det lortet, til overfladen, og det er efterreaktionen. Og alle de her psykologiske processer, der kører i os, hvordan går vi igennem tingene, uden at det rammer os for hårdt. Det er egentlig det, det rigtig meget drejer sig om, hvis vi ville bevare livskraft i vores organisme. For 17 år siden begyndte jeg at skrive den første bog, som hedder “Du kan – Lifsense for alle.”. Den skrev jeg i sin tid, fordi jeg gerne ville give vinklen ind på, hvad skal der til, for at vi kan navigere igennem livet og bevare styrken i os selv. Hvad skal der til, for at vi kan navigere med vores medmennesker, vores relationer, uden at vi, hvad skal man sige, kommer i for store konflikter eller for store kampe med os selv. Hvad skal der til, for at man ikke bliver fanget ind i mindreværd? Hvad skal der til, for at man ikke bliver fanget ind i skyld, skyldsfølelser? Hvad skal der til, for at man ikke bliver fanget ind i depression? Ja, det er jo egentlig det, som Maja havde haft brug for, at være klædt på til, klædt på til livet, når man i den grad bliver udsat for noget så tilsyneladende urimeligt. Og menneskeligt, der synes vi i hvert fald, det er urimeligt, hvad hun har gået igennem, hvad hun skulle stå model til, hvad de som par har skulle stå model til. Men det er jo sådan livet kan være, og det er sådan, det byder sig. Og er vi ikke klædt på til det, så bliver vi bare trukket længere ned. Er det for barskt, ja, så melder kroppen, stand by, den brænder sammen, vi skal ind på syg. Vi skal lige have hjælp til at komme op og altså få ilmasken til at komme op til overfladen igen og så kører vi igen. Men det er ikke det samme, som vi bliver hele i det her, det er jo egentlig først det, kroppen naturligt kalder på, når så lykkefølelsen virkelig brænder igennem. Nu har jeg fået de her to børn, som vi inderligt har ønsket os. Så kan komme de ting til overfladen. Og det her, det gælder i forhold til det Maja har har været igennem, men det gælder faktisk for de fleste mennesker, som går igennem noget infertilitet, går igennem processer, hvor det, man ønsker sig allermest, det bare vil lykkes. Der skal man altså have bygget en vis robusthed op. Og det er faktisk det, jeg står og bruger rigtig meget, når vi har med mennesker at gøre, som gerne vil have en vellykket graviditet, det er at kigge på, hvor er det kæden er sprunget af, eller hvor er det, man er naiv, eller et andet ord, måske uvidende, om livet, og hvordan livets natur er. Jo mere vi kan få fat i det her, jo mere vi kan følge det, jo mindre stress, jo mindre spænding i vores organisme, jo mere er det, vi taler om at kunne slappe af og læne os tilbage, og jo mere vil tingene bare lykkes. Det er det, vi skal have til at ske. Jeg ser det lidt som, at man kan med fordel grave brønden, før man bliver tørstig. Hvis man bliver tørstig, og først der skal til at grave en brønd, og den er måske 25-30 meter dyb, inden man kommer ned til vandet, så er det helt sikkert, så er vi døde, inden vi får vandet. En gang imellem, så skal vi klæde os på i forhold til, hvad livet måtte byde os. Men den menneskelige natur, der er det nu mange gange, at vi kommer til at stå i suppedassen, inden det går op for os. Men det er i den grad noget af det, som jeg synes både Maja og Rikke har opnået igennem det, de har gået igennem. Det er, at de har opnået faktisk at få noget livserfaring. Og når man så Rikke i sidste afsnit, hvordan hun sidder og udstråler virkelig at være et helt menneske, og nu venter på at blive født, jamen så ser man et menneske med overskud. Det er det, der er kendetegnet for et menneske, som er gravid og går hele vejen, der kan være et overskude. Og Maja, hun kommer samme sted hen, men hun har virkelig været udsat for nogle ordentlige drøn.
Leon: Hun har fået nogle tæsk med på vejen. Inden vi hører, hvordan Maja og familien har det i dag, så skal vi lige til at slutte af for nu og lige i en meget kort runde, hvad vi skal tale om i næste afsnit, hvor vi jo fortsætter den her miniserie om et meget, meget stort emne. Næste afsnit har sådan en arbejdsoverskrift, der hedder Stå Stærkt i Følelserne. Hvad ligger der i det?
Hans Erik: Stå Stærkt, det er hvad skal det til undervejs i en graviditet? Hvad vil blive udsat for undervejs i en graviditet? Hvad er der i spil? Hvad er det for nogle processer, der kører på forskellige tidspunkter i en graviditetsforløb? Og hvordan understøtter vi det bedst muligt?
Leon: Det er i næste afsnit af det fantastiske menneske. Hans Erik, tak, fordi du var med her i dag.
Hans Erik: Selv tak.
Leon: Lad os så høre, hvad Maja har at sige.
Maja: Jeg havde slet ikke turde håbe på, at det kunne blive så godt. Det er fedt at være os. Vi har sunde og raske drenge… Lige efter, at jeg havde fået min yngste søn i live derhjemme, der var jeg heroppe, fordi der var noget nogle smerter og efter bækkenløsningen og alt sådan noget, hvor Hans Erik siger til mig din næste graviditet bliver ikke sådan. Jeg tænkte, du er sindssyg, din idiot. Hvordan fanden kan du finde på at sige det? Jeg skal ikke have flere børn. Nu er jeg nået i mål. Jeg skal ikke have flere børn. Men det skal jeg måske. Der er i hvert fald nogle ting, mig og min mand, vi udforsker og går og drømmer om og snakker om i fremtiden. Sådan som jeg havde det for tre år siden, har jeg det i hvert fald ikke nu. Men min krop har det bedre. Min psyke har det bedre. Mere erfaring. Et stærkere skjold og kan slappe lidt mere af.
